Blog-arkiv

Hvad Er Borderline



Borderline er en psykisk lidelse der, forenklet forklaret, kan beskrives som manglende indlært evne til at rumme og integrere såvel behagelige som ubehagelige følelser hos sig selv og andre.

Ligeledes har de grundlæggende svært ved at tro, at de overhovedet har retten til at have behov og til at sige fra.

Personer der lider af borderline har svært ved at mærke egne behov, finde hensigtsmæssige måder at tilfredsstille disse behov på samt mærke, hvornår deres behov er nået og derefter sige fra.

Dette betyder, at personen er meget sårbar og præget af stærk usikkerhed og tvivl i forhold til eget selvbillede.


Hvad karakteriserer en person med borderline?

Personer der lider af borderline kan være tilbøjelige til at se omgivelserne i enten/eller, sort/hvid. Dette skyldes den manglende evne til at rumme behagelige og ubehagelige følelser i kroppen samtidig og dermed de situationer og andre mennesker nuanceret.

Derfor ses ofte meget stærke udsving i deres stemningsleje, hvilket af omgivelserne kan opfattes som humørsvingninger og lunefuldhed. Men personer med borderline er mennesker med store indre spændinger og følelsesmæssig letbevægelighed, og de har svært ved at rumme følelser i kroppen.

De har, ubevidst, udviklet meget stærke forsvarsmekanismer for at beskytte deres sårbarhed. Hvad der umiddelbart kan opfattes som stærk vrede og konfliktsøgende adfærd, dækker reelt over følelser som desperation og magtesløshed i forhold til egen situation.

Vreden er ikke en bevidst aggressiv handling, men en ubevidst reaktion. Bag vreden ligger også et behov efter kontakt, som personen ikke på en hensigtsmæssig måde er i stand til at udtrykke behov for.

Et andet karaktertræk hos personer med borderline er splitting. Dette kan beskrives som en forsvarsmekanisme, der har til formål at gøre det muligt for personen at rumme og håndtere stærke og modsatrettede følelser.

Omgivelserne kan føle sig magtesløse overfor denne opdeling af andre personer som enten ”gode” eller ”onde”. Men her er det vigtigt at huske, at personen ikke magter at integrere både ”det gode” og ”det onde”, som alle indeholder, samtidig, hverken hos sig selv eller andre.

Splitting bruges derfor ubevidst som et forsvar fra personen, fordi det virker angstfyldt, ubærligt og smertefuldt at skulle rumme, at andre ikke er enten gode eller onde men både og.

De store indre spændinger og den ringe evne til at kunne rumme følelser gør, at personen, når den indre smerte bliver for stor, ofte handler følelserne ud. Dette kan undertiden ske gennem impulsive handlinger, hvor personen påfører sig selv fysisk skade.


Hvad skyldes borderline?

Borderline skyldes at personen i sin tid ikke gennemgik den proces, der fører til barnets selvstændighed.

Af forskellige årsager var barnet dengang ubevidst nødt til at tilsidesætte de sider hos sig selv, der handlede om at mærke og have ret til egne behov samt opleve retten til at være uenig og alligevel elsket.

Manglen af denne proces vil medføre at barnet og senere den voksne får vanskeligheder, fordi mange jeg-funktioner aldrig er blevet lært.

Der er altså ikke blot tale om en psykisk blokering, som kan fjernes, hvorefter personen igen kan fortsætte en selvstændig tilværelse. Personens selvstændige sider er ikke udviklet, så de skal først læres og trænes. Først derefter kan personen komme til at leve en selvstændig tilværelse uden de store indre spændinger, der er så smertefulde. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar